Jeg ved godt det lyder pisselatterligt. Egentlig synes jeg selv ikke at jeg har brug for at blive bekræftet online på den måde. Rent faktisk så betyder det jo ingenting. Intet. Men Facebook er fandme fantastisk. Intet mindre. Og det er virkelig morsomt at observere de ting, der er oppe i tiden og at se, hvordan ens venner (og bekendte, because let's face it - halvdelen af de venner, man har på Facebook, er reelt kun for show eller rettere; folk man ikke længere rigtig har noget til fælles med) interagerer online.
For eksempel har jeg før haft sjov med at observere, hvordan jeg og mine medstuderende under forelæsninger nærmest har et online postapokalyptisk 'we are the last men standing'-agtigt sammenhold, hvor små jokes om undervisningen og finurlige peptalks toner frem på skærmen for at hjælpe hinanden igennem skærmydslerne.
Statusopdateringer er sjove. Mine er i hvert fald. Or so I'd like to believe. Forleden lærte jeg en til forelæsning om ti forskellige typer opdateringer. Der var selvfølgelig de klassiske, som vi alle kender og elsker/hader; den aktuelle, den professionelle, den selvfede, whineren, citerende og så videre. Der manglede dog én kom jeg til at tænke på. Der manglede slet og ret den værste af dem alle - dagbogen. Ja, dagbogen. Der manglede den, hvor folk af en eller anden obskur grund føler det nødvendigt at dele med omverdenen i detaljer, hvad fx deres weekend har budt på eller skal byde på 'Fredag sammen med Anne-musen, lørdag til Skive og søndag lektier'. Honestly, who gives a freaking rat's ass?
Men Facebook er fandme godt. Det har nu aldrig været nemmere at keep in touch med gamle mates, aftale møder, finde forskellige onlinefællesskaber. More thoughts on that later on.
